Beretning 2008
Beretning til generalforsamling i Pjedsted Kultur & Forsamlingshus 27/3-2008
Forsamlingshuset lever og har det godt. Vi kan glæde os over stor opbakning og støtte: Det er vi selvfølgelig taknemmelige for. Medlemstallet ligger nogenlunde stabilt – lidt op og ned år for år.
• Der er i årets løb foretaget de nødvendige vedligeholdelsesarbejder, som f.eks. afslibning og lakering af gulv. Det er nødvendigt at lakere gulvet 2 gange pr. år, så det er en fast tilbagevende begivenhed.
• Vi havde indbrud, hvor vores musikanlæg blev stjålet. Det er så blevet fornyet med delvis dækning af forsikringen
• Der er udskiftet vinduer i østgavlen samt i toiletterne og opsat nye sternbrædder på baghuset / garagen.
• Salen er blevet frisket op med ny maling og renovering af bl.a. scenetæppet og forskellige andre ting som spejl, vandhaner etc. – alt sammen noget som bidrager til at holde huset i god og forsvarlig stand
• Der bliver trukket på velvillig indsats fra mange frivillige, når alle disse opgaver skal løses – Vi siger TAK
• Der er også afholdt fælles julefrokost, som dog ikke helt lever op til intentionerne, så fremtiden for denne tages op til overvejelse.
• Til gengæld blev årets revy afviklet på allerbedste måde af Pjedsted-amatørerne – stor ros herfor til dem. Forsamlingshuset var i år medarrangør, hvilket vi gerne vil være igen.
• Sidste år luftede vi tanker og planer for en evt. udvidelse af huset og i årets løb er der udarbejdet en plan for et nyt bytorv som beboerforeningen er primus motor i og sideløbende hermed er Forsamlingshusets ønsker om brug af areal til udvidelse og parkering blevet tilgodeset. Byrådet har vedtaget at give tilsagn om, at forsamlingshuset kan råde over det nødvendige areal.
Bestyrelsen vil i den kommende tid begynde at søge midler til en udvidelse, idet finansieringen af projektet er afgørende for at planen kan realiseres. Vi har en skitse /tegning over en tilbygning, som betyder forbedrede forhold for husets gæster, herunder et nyt mødelokale, som kan anvendes til mange formål, herunder også til velkomstdrink og kaffe, når der festes i huset. Der bliver desuden helt nye toiletter og et depotrum til borde, stole o.lign.
Vi har et fortrinligt samarbejde med vores byråd og det håber jeg vi kan regne med fortsætter uændret. Vi vil trække på gode råd og hjælp i den kommende tid.
• De mange fester og arrangementer, der finder sted i huset er det væsentligste grundlag for driften. Vi kan med glæde konstatere, at der fortsat er et meget stort antal udlejninger. Det betyder så til gengæld at man skal være i god tid med bestillingen af huset, når der skal arrangeres fest.
Jeg gerne benytte lejligheden til endnu en gang at sige: tusind tak til alle der har bidraget med hjælp på den ene eller anden måde i året der er gået
Vi erualmindelig glade for at vi har en dygtig vært, nemlig Kjeld og personale som sørger trofast for at gøre det hyggeligt og rart for de mennesker, der kommer på besøg her - enten som arrangør af en fest eller som gæster. Det vil vi i bestyrelsen gerne sige en stor og velment tak for. Det er et kæmpe engagement, som I lægger for dagen.
Til slut vil jeg gerne sige medlemmerne af bestyrelsen tak for godt samarbejde og det engagement, der bliver lagt i arbejdet
Og med disse ord vil jeg slutte beretningen.
Arne M. Jensen