Referat af ordinær generalforsamling 2009 i Pjedsted Vandværk
tirsdag den 24. marts 2009, kl. 19.30
i Bredstrup-Pjedsted Hallen

Formanden Niels Ladegaard Jensen bød velkommen og foreslog på bestyrelsens vegne Jørgen Basse som dirigent. Der var ikke andre forslag - Jørgen Basse var dermed valgt og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Niels aflagde bestyrelsens beretning. 2008 var et skelsættende år idet Axel Ladegaard valgte at takke af efter næsten 50 års virke i bestyrelsen - heraf de fleste som formand. Også forretningsfører Jørgen Dorsceus valgte at stoppe. Endnu engang en stor tak til Axel og Jørgen for deres store indsats. Vandværket skulle derfor sidste år have både ny formand og ny kasserer og vi føler, at vi er kommet godt i gang med Niels som formand og Chris som kasserer, samt Laurits Vind, Brian Sørensen og Jørgen Basse som øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Niels berettede herefter om 6 større og mindre driftsstop som følge af brud på ledningsnettet. Alt er hurtigt konstateret og blevet repareret. Vandspildet er nu under de magsike 10 procent som er grænsen for, hvornår vi skal betale grøn afgift af vandspild. Drift af vandværksbygningen blev omtalt. En stor ros og tak til Gert Mortensen om dagligt tilser driften. Murværket er repareret i december 2008.
Der er pumpet 14 procent mindre vand ud end året før. Dette har medført mindre udgift til el.

Vandkvaliteten er stadig helt i top. Der er store udgifter hvert år til obligatoriske vandanalyser - i 2008 næsten kr. 32.000.

I årets løb har vi deltaget i møde i det såkaldte dialogforum, hvor kommuner og vandforsygninger i Vejle og Fredericia deltager. Her drøftes, hvilke tiltag der skal gøres for at beskytte grundvandet. Der er meget fokus på at lokalisere gamle affaldsdepoter, således at der kan ske en oprensning af de berørte områder. Der er ogå fokus på nitratudvaskning hvor der forsøges at lave aftaler med især landbruget, som ligger placeret i sårbare drikkevandsområder, om at nedsætte kvælstofforbruget. Det forventes, at de enkelte vandværker selv går til landbruget for at lave aftaler om nedsættelse af forbruget af husdyrgødning. Det kan vi også godt gøre men ikke uden kompensation til de berørte lodsejere.

Økonomiske nøgletal: Driftresultat 2008 på kr. 46.000 (2007: minus 70.775).
Reparationer på ledningsnet udgør blot kr. 19.000. Der har været et kurstab på ejendomsobligationerne som dog ikke er realiseret. Til gengæld er der kurstab på ejendomsobligationerne som dog ikke er realiseret. Til gengæld er der kursgevinst på Nykredit 4% og 5%. I efteråret medtog vandværket tilslutningsafgifter på 264.000 for den nye udstykning "Sivvænget". Vandværket har forsyningspligt hertil, så skal pengene bruges til det. Vi overtager ligeledes ledningsnettet når det er helt udbygget.

Vi oplever, at alt for mange forbrugere ikke får årsaflæst vandmålerne og for mange må også påmindes betaling af rater. Det er ikke i orden at der skal bruges unødig tid på rykkerskrivelser eller vi må troppe op på adressen for at få inddrevet tilgodehavender.

Vandet er ikke gratis men for en god ordens skyld: Pjedsted er områdets billigste vand med bare kr. 2,00 pr. m3.

Bestyrelsen har drøftet renoveringsplan for ledningsnettet og vi vil starte i år. Nogle af ledningerne er 40 år gamle og trænger til udskiftning. Grundejerne skal også være indstillet på enkelte udgifter til deres stikledninger, som mange steder er gamle jernrør, fra stophane og til huset.

Som det senere vil fremgå af budgettet forventer vi et driftunderskud i 2009 på grund af de planlagte vedligeholdelsesudgifter. I år holdes vandafgiften i ro. Sluttelig en stor tak til Gert og Chris for veludført arbejde, samt til vores 2 revisorer Annette Hansen og Karen Boysen.

Efter enkelte spørgsmål og bemærkninger blev beretningen godkendt.

Chris gennemgik Årsrapporten 2008 og Budget 2009. Årets resultat: Kr. 45.933.
Likvide beholdninger: Kr. 689.000. Værdipapirer: Kr. 1.487.209. Egenkapital ultimo: Kr. 2.107.664. Årsrapporten blev énstemmigt godkendt.

Budget 2009: Driftunderskud på kr. 164.100, bl.a. forventes brugt kr. 231.000 på reparationer på anlæg og kr. 45.000 på vandværksbygningen. Vandafgiften forbliver uændret, bl.a. set i lyset af den likvide beholdning. Budgettet blev énstemmigt godkendt.

Der var indkommet ét forslag til behandling: Pjedsted Vandværk som sponsor? Niels begrundede forslaget og debatten endte med , at generalforsamlingen énstemmigt vedtog , at den nye bestyrelse arbejder videre med at undersøge, hvad Vandværket kan og må gøre for eventuelt at støtte lokale kultur- og fritidsliv.

Niels Ladegaard, Brian Sørensen og Jørgen Basse på valg. Jørgen havde meddelt, at han ikke genopstiller. Niels og Brian blev genvalgt. Nyvalgt blev Bjarne Tastesen, Elbosvinget 17. Der var genvalg til Karl Anker Thomsen som blev bestyrelsessuppleant, Annette Hansen som revisor og Orla Rudolf som revisorsuppleant.

Under punktet Eventuelt takkede formanden Jørgen Basse for 25 års tro arbejde som bestyrelsesmedlem i Pjedsted Vandværk og bød samtidig Bjarne Tastesen velkommen til bestyrelsesarbejdet. Dirigenten afsluttede herefter generalforsamlingen og Niels Ladegaard takkede dirigenten for veludført hverv.

Den nye bestyrelse konstituerede sig umiddelbart herefter med Niels Ladegaard Jensen som formand, Chris Hansen som kasserer, Brian Sørensen, Laurits Vind og Bjarne Tastesen som bestyrelsesmedlemmer.


Pjedsted, torsdag den 26 marts 2009
Chris Hansen, referent