Pjedsted Vandværk
Ordinær Generalforsamling
20. marts 2007 kl.19.30
Den ordinære generalforsamling blev afholdt på Hejse kro hvor bestyrelsen, med glæde kunne konstatere, at mange forbrugere var fremmødt. Det var lige før at der blev lidt trangt i det tildelte lokale. Formanden beklagede at der var opstået tvivl om mødetidspunktet.
I det følgende bringes lidt informationer fra årsmødet.
Valg af dirigent: Formanden blev valgt til dirigent, konstaterede at generalforsamlingen var indvarslet i henhold til vedtægterne og dermed beslutningsdygtig.
Formandens beretning.
Som helhed har Pjedsted Vandværk i år 2006 haft et godt år. Økonomien som vi senere skal høre om er tilfredsstillende, og vi har haft forholdsvis få ledningsbrud. Når det er sagt, måtte vi desværre sidst på året konstatere et større og større vandspild som vi trods energisk indsats endnu ikke har fået lokaliseret. Det er dyrt og indtil nu har vi betalt knap 24.000 kr. i straffeafgift.
Selvom det meste desangående hører hjemme i næste års beretning vil jeg kort omtale problemet og hvad vi har gjort for at finde lækagen, som på nuværende tidspunkt dræner os for 50 m3 i døgnet.
Vi mener så stort et spild må komme fra en stor lækage, men man kan selvfølgelig ikke afvise at flere små også kan bidrage. Vi har udsendt en form få nødråb via vores Hjemmeside – bladet Fokus og Pressen, hvor vi har henstillet til forbrugerne om at være opmærksomme hvis de opdager noget unormalt. Vi har fået mange henvendelser som desværre ved nærmere eftersyn ikke har givet noget resultat.
Fire nætter har vi afprøvet samtlige hovedledninger for at pejle os ind på hvilket område der trak størst udpumpning. Denne undersøgelse pegede på Stationsbyen. Vi afprøvede herefter en mere detaljeret undersøgelse, men måtte opgive på grund af manglende og defekte stophaner. Siden gik jagten ind på stophaner, det var tidskrævende, men gav hæderlige resultater. Ledningsnettet er mange steder ringforbundet og navnlig her måtte vi udføre et større gravearbejde som blev besværliggjort af vores unøjagtige ledningskort. Imidlertid fandt vi frem til at lækagen sandsynligt var fra Præstegårdshaven og ned til Stationsvej 52. Her bad vi et specialfirma i lækagesøgning om at hjælpe os desværre igen uden resultat. En bestemt kloak på Stationsvej har vakt vores interesse, idet der konstant tilføres vand fra et rør. Vi har besluttet at foretage en kikkertundersøgelse, for at få konstateret hvor vandet kommer fra.
Eftersøgningerne har af hensyn til forbrugerne, og ikke mindst PV Sand, måttet foretages natten til lørdag og søndag, de andre dage køres i døgndrift. Fredag og lørdag har Forsamlingshuset ofte større arrangementer der kræver vand til sent om natten. Derfor har det været lidt af et puslespil.
Sammenlagt er der brugt mange timer og dage, og vi håber snart på et resultat. I dag har vi dog fundet en lækage på Forsamlingshusets grund, der nu udbedres, men denne lækage kan ikke forklare det store ekstra forbrug.
Sidste mulighed er at lukke gas i ledningsnettet, og på den måde finde lækagen, men det er meget dyrt og kræver et omfattende informationsarbejde overfor forbrugerne, og længere tids vandafbrydelser.
Som sagt hører det meste hjemme i næste års beretning, men problemet er så stort og aktuelt at jeg har valgt denne orientering i år.
32 forbrugere har igen i år undladt at indberette måleaflæsning. En urimelig ligegyldighed. Vi vil til næste år stramme op - bliver der ikke indberettet efter første rykker, ansættes forbrugeren skønsmæssigt.
Vi har enkelte dårlige betalere der som regel er gengangere, men alle penge er kommet ind.
Der er nu udskiftet 30 vandmålere det sidste år hvilket er alt for få, og der vil blive strammet væsentlig op på dette område i år.
På et kommende kontaktudvalgsmøde med andre vandværker vil der søges fastlagt ens regler for stikledninger og stophaner i det vandregulativ som Fredericia Kommune skal have revideret.
Det tidligere Vejle Amt har planlagt vores fremtidige vandindvindingsområde samt påpeget ny kildeplads. Der skal ske noget helt uventet for at behovet bliver aktuelt.
Vore vandanalyser er stadig meget fine og bliver løbende offentliggjort på vores hjemmeside og bladet Fokus.
Trods de omtalte besværligheder kan vi stadig glæde os over et velfungerende Vandværk.
Til slut en stor tak for et godt samarbejde til Bestyrelsen, Jørgen, Gert, og vore kritiske revisorer.
Regnskabet blev nøje gennemgået og viste et beskedent driftsresultat på 22.609,21 kr., mens Finansindtægterne bidrog med 127.182,71 kr. så det samlede årsresultat blev på 149.791,92 kr. Egenkapitalen i værket er nu på 1.868.507,25 kr. så vi har stadig en god økonomi.
Efter nogle spørgsmål til beretning og regnskab blev begge dele enstemmigt godkendt.
Budget for 2007 pegede på et driftsunderskud på 2.300 kr., men dette tal kan blive forværret hvis vi ikke snart får fundet lækagen på ledningsnettet. Man vedtog dog uændret driftsbidrag for 2007.
Indkomne forslag: Her blev vedtaget en ændring til vedtægternes §11 hvor der fremover vil blive indkaldt i ”Lokalbladet Fokus og vores Hjemmeside”.
Valg til bestyrelsen: Jørgen Basse, Brian Sørensen blev genvalgt, mens der var nyvalg af Niels Ladegaard Jensen. Som suppleant valgtes Christian ”Chris” K. Hansen.
Revisorer: Anette Hansen blev valgt for 2 år, Karen Boysen for 1 år, mens Orla Rudolf blev valgt som revisorsuppleant.
Eventuelt: Her blev deltagerne orienteret i mulighederne på værkets hjemmeside, hvor et væld af oplysninger forefindes, adressen er www.bredstrup-pjedsted.dk/vand.