Sankt hans aften 2017

Sankt hans aften blev, trods en lidt dårlig vejrudsigt, fejret på bedste vis i tørvejr med fakkeltog, bål, musik & sang og ikke mindst en underholdende og tankevækkende båltale, der blev holdt af vores  sognepræst Ole Engberg. Båltalen kan læses her.

Tak for indbydelsen til at holde årets båltale. Det er med et lidt bævende sind jeg står her, fordi stedet kalder minder frem. Sidst jeg stod her for mange år siden regnede det så voldsomt, at ingen, over hovedet, ingen kunne høre noget af, hvad jeg prøvede at sige. For regndråbernes smæld mod de standhaftige tilhørere lød som torden og kanonild! Det var en våd affære!
Det var det også lige ved at blive en del år før ved Bredstrup-Pjedsted Sommerfest. Det var det år, hvor jeg som medlem af arrangementsudvalget var kommet på den fremragende ide, at vi skulle få en eller anden helst lidt kendt person til at komme svævende ned på sportspladsen derovre i faldskærm ved et tandemspring. Det havde jeg en bekendt, der hed Carsten Bundgaard, der arrangerede. Han var sådan en slags faldskærmspilot. Det syntes alle var en udmærket ide – og så kiggede de alle sammen på mig! Det var jo ikke lige, hvad jeg havde tænkt! Men det var jo sådan lidt svært at knibe udenom her, hvis ikke jeg skulle gå ind i sognenes historie som kyllingen. Og den skæbne syntes mig dog for tung. Så jeg kontrollerede, om min livsforsikring nu også dækkede sådanne vovelige indfald. Det gjorde den, og så var det jo bare at huske på sit Fadervor og erklære sig Gud og Carsten i vold! Alligevel blev det en lidt lang tur til flyvepladsen nede ved Vamdrup. Iført en almindelig vindjakke og sådan en nuserlæderhætte, hvad den nu skulle gavne, og et par små, for små flyverbriller, der svarer til nuserhjælmen, klatrede jeg da op i det lille sportsfly sammen med Carsten. Der i flyet blev jeg så spændt sammen med ham, og da vi nåede den rigtige højde og afstand til Bredstrup-Pjedsted Skoles Sportsplads, begyndte vi at kravle ud på den ene vinge. Nu ærgrede det mig med de små briller, for det betød at jeg måtte lade mine egne tilbage. Så den lidt nærsynede præst blev snydt noget for den helt sikkert vidunderlige udsigt. Carsten kaster så en pind med et flag ud for at vurdere vindretning og hastighed. Så siger han: Det blæser lige lovlig lidt! For lidt! stønner jeg. Ja til at holde os i luften og bremse os, når vi skal ramme pladsen. For vi vejer nogenlunde det samme! Men der står jo en flok mennesker dernede og venter på os!
Jeg var nu ikke meget for det, men det var ligesom ikke længere op til mig. Jeg var spændt fast til Carsten. Da han vælter sig ud fra vingen, ja så følger jeg altså med. Derpå fulgte ca. 30 sekunders frit fald, hvor jeg forsøgte at huske på at sprede armene på fuglevis, som jeg var blevet belært om og tænke på nr. 10 i salmebogen: ”Alt hvad som fuglevinger fik, alt hvad som efter fugleskik med sanglyd drager ånde..” Der blev ikke meget sang i det fald! Det gjorde der til gengæld, da knaldet lød og det herlige ryk i skuldre og brøst ramte os. Skærmen folde sig ud, og vi gled på en smuk sommerdag hen over Bredstrup sogn, hvor alt var så grønt og frodigt dernede, så ikke engang Grundtvig kunne have beskrevet det. Og nu kommer det med det våde. Her hvor vi nu står, var der engang et rensningsanlæg! Og vi kom flyvende derovrefra sydvest henover stedet her. Lavere og lavere – og den bløde, der kunne ventes, her var betydeligt værre end den hin Skt. Hans aften, hvor himlens sluser var åbnede sig. Den er nok så langt at foretrække. Nå, vi smøg os lige hen over hegnet videre over vejen og hegnet derovre på sportspladsen, men så var der heller ikke mere luftmodstand tilbage og vi faldt tungt på græsplænen. Jeg først og så Carsten med sine godt og vel 100 kg oven på.
Efter at have løsnet seletøjet, kunne jeg rejse mig som en unghane – med brækket haleben!
Sådan er der mange erindringer for en Herrens hyrde her på stedet. Og hvad har det så med Skt. Hans at gøre? Ja, det er jo det gode spørgsmål!
Det har noget at gøre med årsagen til, at vi finder sammen i et fællesskab, hvor vi rækker ud over os selv. Og det kræver en gang imellem lidt speciel underholdning eller eventmageri. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Selve det, at vi en ganske bestemt aften i midsommeren finder sammen og tænder bål, synger sange og fortæller historier af den ene og den anden art for hinanden og til hinanden, er et ritual, der tjener til at befæste os i et forpligtende fællesskab, der rækker ud over denne aften og denne dag. Det fortæller os noget om, hvem vi selv er, og hvad vi vil sammen.
Når vi tænder bål, så er det vel lige så gammel et symbol, som mennesket selv. Bålet eller ilden er en livsbetingelse for homo sapiens eller det tænkende menneske, som vi mener at tilhøre. Med ilden blev det muligt at tilberede maden og gøre sig fri af den slavetilværelse, det var for alle hele tiden at skulle skaffe sig frisk føde. Derfor fik bålet også en ekstra symbolkraft i forhold til at være lys i mørket. Det i sig selv var en meget stor frihed – at kunne lyse i mørket og holde farlige vilde dyr fra bopladsen. Så er det ikke svært at forstå, at Ilden eller bålet kunne samle til glæde og livsbekræftelse. Og så kunne ilden jo også noget andet, fandt man ud af – den kunne lutre. Dvs. den kunne skille urent fra rent.
Glæden finder vi også i midsommervisen, som vi snag før, så klart og tindrende i 1. og 2. vers. Og denne glæde skal da ingen komme at tage fra os, synger vi i tredje vers. Det er her, vi synger om ånd, selvom det nok ikke er så meget det, vi ellers beskæftiger os med, hvis ikke da en af mine kolleger finder på noget så tovligt som at lade en eller anden mærkværdig person træde i kontakt med afdøde kæledyrs ånd. Så kommer det på manges læber! Men her synger vi om ufredens ånd – den vil vi holde os fra døre – og tænde bål på fædrenes gravhøje! Det betyder kalde til våben og forsvar mod enhver, som vil forstyrre os. Mest dog mod dem som ikke selv bærer våben i hånd!
Vi vil fred her til lands – og så brænder vi hekse af på bålet. Der er den så den der med ildens lutrende eller rensende effekt. Naturligvis ved vi alle, at det jo er symbolsk, og der aldrig har været tale om at brænde hekse på bålet Skt. hans aften eller midsommeraften. Men billedet har uhyggelige aner. Forbilleder eller hvad vi skal kalde det, som går tilbage til en ikke så fjern fortid endda.
En af de utilsigtede bivirkninger ved reformationen blev, at der i de reformerte lande blev brændt flere hekse og troldmænd end i det katolske Europa, som vi havde løsrevet os fra.
Da Martin Luther med sine 95 teser på kirkeporten i Wittenberg indledte reformationen, kom det til at betyde et kæmpeskridt fremad for det enkelte individs betydning og frihed i trossager. Kirken og dens præster blev frataget deres særlige betydning for henvendelsen til Gud og formidling af hans frelse. Præsten bliver en almindelig mand, der risikerer at havne i et rensningsanlæg! Men det betød jo så også at denne frihed skulle forvaltes med den magt, som nu lå udenfor kirken, hos folket og dets magthavere. Og denne frihed kunne meget fint misbruges til at skaffe sig af med nogen som stod i vejen eller som på anden måde blev opfattet som en trussel mod egne eller et fællesskabs interesser. Så kunne man passende lade ilden lutre, som det skete, da man i Ribe 1641 brændte Maren Spliid. Så sent som 1936 blev en mand på Ærø anklaget for hekseri, hvilket dog, Gud ske lov, medførte at anklageren blev dømt for injurier.
Men kræfter blev sluppet fri. Kræfter som finder andre veje end ilden til at få lutret fællesskabet. Mobberi, bagtalelse, fordomme, mangel på tolerance, udelukkelse og så videre. Det er altsammen navne for den ufredsånd eller fristers ånds virke, som vi i dag skal holde fra livet ved at lægge vægten på glæden og taknemmeligheden over at få lov til at leve i dette smørhul af et land og ikke mindst på denne plads på jorden, som hedder Bredstrup-Pjedsted.

En anden af vore store digtere, Johannes V. Jensen giver så fornemt udtryk for det i sin dejlige Midsommerteltet.
I sidste vers synger han, den gamle hedning:
Lad det fordybe din andagt, broder:
dit timeglas er i takt med kloder.
Dit sommerblus, som kun stakket blænder,
er ild af altets, der aldrig ender.
Se, skov og eng står igen i flor:
Velsign din sol og velsign din jord!

Hvem er den bøn om velsignelse til, om ikke til Altets skaber?
Det er også vores bøn til den skaber, som også har navn af Fredens, Sandhedens, Livets og Kærlighedens Ånd. Det er den ånd, der bliver afbilledet i den kristne tradition fra den allerførste tid med ild, somme tider tunger af ild, der forkynder et budskab om den velsignelse, der faktisk kom til vor jord i et menneskes skikkelse, hvor han personificerede den kærlighed, som ikke søger sit eget, som ikke vil næsten noget ondt, som tror, håber og udholder alt – og derfor ikke lukker nogen ude, men åbner sig for den, der er udenfor.
Det er den kærlighed, som ikke kan vindes, men som hvor den finder indpas selv gør at hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.