Beretning til generalforsamling i Pjedsted Kultur & Forsamlingshus 21/3-2020

Så gik der endnu et år i vores lokale forsamlingshus. Et år hvor vi skulle fejre sølvbryllup med vores kok Kjeld Hindkjær i august – og vi samtidig havde lidt planer i støbeskeen.
Et år med en rigtig fin udlejning – endda rekord og og med masser af gæster i vores hus. 77 udlejninger/arrangementer kom vi på. Det er lidt mere end sidste år så det er dejligt når huset bliver brugt. På nuværende tidspunkt er der reserveret til arrangementer en 4-5 år ud i fremtiden. Lige nu har vi 40 udlejninger i bogen til i år. Vi håber på interessen for at leje vores hus holder ved, så vi stadig kan vedligeholde det i mange år endnu, og vi synes at huset, trods sin høje alder, tager sig godt ud… Og vi kan faktisk fejre 115 års fødselsdag her til April.

Rammerne var sat til et spændende år - og det blev det også. Vi fik lavet Jubilæumsøl som skulle være med til at markere de 25 år der var gået, vi bestilte Tom Donovan til vores fredagshygge og alt var gjort klar, men så på et bestyrelsesmøde op til sommerferien fik vi så Kjelds opsigelse da han gerne ville hellige sig sit nye BogB i Gauerslund og skrue lidt ned for tempoet. Han havde jo rundet de 60 og ville gerne til at nyde børn og familie lidt mere.
Av for den da – så havde vi kun 8 måneder til at finde en ny vært i. Og hvad hvis vi ikke kunne finde en – hvad så ??? Skulle det være et nøglehus ??- Skulle vi lukke ?? Ja der blev lidt at tænke over.
Men heldigvis havde Kjeld haft hjælp af Christian de seneste år og han tog en snak med sin kone Sabrina og de sagde JA til hinanden igen og ikke mindst til os.

Og så gik det stærkt. Vi fik holdt en super hyggelig Fredagshygge i August og ikke mindst en kanon fed aften i selskab med Anders Blichfeldt der med sin livshistorie og en masse gode sange fik hele huset med, og imellemtiden havde Kjeld og vores nye værter besluttet sig for at fremrykke overtagelsen til 1 oktober…Så 3 måneder efter Kjelds stop så stod huset klar med et helt nyt ungt værtspar fra Kolding. Og dem er vi rigtig glade for. Og de har bla. fået skiftet vinkælderen ud med et børne-legerum og prøver at sætte deres præg på vores hus. Så et kæmpe velkommen til Sabrina og Christian Erikstrup.

I modsætning til så mange andre steder, så har vi et veldrevet og vedligeholdt hus som på mange måder lever op til de ønsker som lejerne af huset har. Økonomien kommer Flemming ind på senere men det ser faktisk godt ud.
Vi synes selv, at vi er en stor prik på landkortet og ikke bare er et sted “ude på landet”. men også at her fåes god mad, vi er jo det eneste forsamlingshus i Fredericia kommune med værter. Og det vil vi gerne blive ved med at være. Bytorvet og terrassen er et dejligt supplement til vores feststed. Og at vi har parkering tæt på, glæder vores gæster. Og vi kan se mange af vores gæster kommer igen og igen.

Igen i år har vi haft lejet ud til nogen af byens foreninger. Beboer, Foredrags og revyforeningen har vi haft som lejere. Og så har der været 3 generalforsamlinger i huset. Mange lejer også huset til brunch/frokost om søndagen så der er fart på i weekenderne. Og så havde vi 3 begravelser sidste år.

Vores nye medlemsgruppe for erhverv fungerer godt og vi satser på at skal have den udvidet i år. Det giver lidt ekstra støtte til huset samtidig med at vi har mulighed for at sparre og netværke med dem.

Men vi har da også fået lavet lidt i 2019 her i huset.

  • Vi fik lavet vores nye akustik loft. Og det har hjulpet helt vildt på støjen når der blev snakket hernede, og ikke mindst når der er musik i salen.

  • Så har vi købt inventar og kølerum fra Kjeld ved skift til de nye værter.

  • Vi har fået skiftet logoerne på vinduerne.

  • Vi har købt lidt nye borde til terrassen

  • Der er blevet lavet dæmpbare spots ved baren og i entreen

  • Vi har suppleret meget op i glas, tallerkner og bestik

  • Vi har fået pjatmalet lidt i salen

  • Vi fortsætter vores aftale med Beboerforeningen om at dele udgifterne til saltning af fortovene ved Landsbytorvet, Købmandsgrunden, her foran forsamlingshuset og så betaler vi også for hjørnegrunden her ved siden af. Så bør man kunne komme sikkert forbi hernede.

  • Så fik vi søgt Spar Nord fonden som gav tilskud til vores nye loft.

Men ellers har vi et godt samarbejde med vores byråd og den kommunale forvaltning. Også sidste år havde vi mulighed for at søge kommunen om tilskud til vedligehold og vi fik også tilkendt 15000.- kr . Tak for det. De gik til nyt akustikloft.
Vi fik også søgt Spar Nord fonden som donerede 15000 kr til vores nye loft. Tak for det og det har samtidig givet en meget bedre akustik i huset.

De mange fester og arrangementer, der finder sted i huset er stadig det væsentligste grundlag for driften. Det slider selvfølgelig også på huset og vi må hele tiden holde øje med hvor det trænger mest. Vi forsøger også indimellem at lave et arrangement i huset, i håb om at vi kan lave lidt penge , men det er svært og det er hver gang et sats i vores økonomi.
Vi prøvede at gentage vores fredagshygge og der kom også mange mennesker forbi, det var super hyggeligt men uden det store overskud.

Vi vil fra bestyrelsens side sige Kjeld og Pia mange tak for 25 gode år i vores hus og pøj pøj med det nye. Og et stort velkommen til Sabrina og Christian her i huset, og vi håber på at vi kan få mange gode år sammen. Og I skal også have tak for at vi fik sluttet 2019 af på en god måde.

Vi vil også gerne takke for, at vi fortsat har en skare frivillige hjælpere, der trofast stiller op, når vi har behov for hjælp til forskellige gøremål. En ekstra stor tak i år skal lyde til Poul Bader, Jonas Sørensen og ELGÅRDEN som altid er klar når noget lige brænder på og som har ydet en stor indsats, tak til ”rosenklipperen” Flemming der holder lidt øje med huset og ukrudtet. Og tak til Henrik Sørensen der også har været forbi et par gange med sprøjten. Og ikke mindst til Orla der trækker i trådene når der skal samles folk.
Vi ved i hygger jer med det og det er også en kæmpe hjælp for os når noget lige skal ordnes. Tak gutter.

En tak skal lyde til Beboerforeningens ”græsklipper”, der er med til at holde græsset pænt rundt om huset og ved bytorvet.

Og husk nu at sige til vennerne, naboerne eller hvem det nu kunne være at de skal melde sig ind i vores Forsamlingshus. Vi vil gerne have flere medlemmer og efter et års medlemskab så kan huset lejes med 25 % rabat.

Til slut vil jeg gerne sige medlemmerne af bestyrelsen, tak for godt samarbejde og jeres måde at være på. Det er bare så lækkert at I altid er klar til at give den en skalle. Og jeg håber alle er klar til endnu en sæson.

Det var lidt fra det forgangne år omkring vores forsamlingshus……..Tak