Året 2010 var igen et godt år for Det lille Fjernsyn, også selvom vi stadig ikke får tilskud, så producerer vi stadig masser af godt tv.
Udover at have sendt revy, gymnastikopvisning, fodboldkampe og meget andet, har vi også brugt en del kræfter på at sende fra byrådsmøderne – 10 gange har vi været af sted, og Thomas har efterfølgende lagt det ud på hjemmesiden, så alle kunne få glæde af det. Vi synes selv det blev et flot og professionelt resultat, og synes godt at Fredericia Kommune kunne støtte vores arbejde økonomisk. Men vi fik desværre afslag på vores ansøgning, og så synes vi ikke længere at vi ville bruge vores ressourcer på dette arbejde. Vi ærgrer os stadig over afslaget, da vi synes optagelserne af byrådsmøderne var godt lokalstof, som rigtig mange (inkl. byrådsmedlemmerne!) havde glæde af.
Så vi ”tærer” stadig på vores formue. Og vi arbejder stadig med forskellige ideer hvordan vi kan få en indtægt. Det er selvfølgelig ikke er holdbart i længden ”kun” at leve af vores formue. Og det er klart, at vi så i længden ikke kan blive ved med at forny vores udstyr, og på sigt vil det så måske betyde at vi ikke sender direkte TV længere! Og det betyder jo så også at vores hjemmeside heller ikke kan fortsætte i samme form som i dag!!!
Men vi håber at finde en løsning, så det ikke går så galt!
2011 ser også ud til at blive en udfordring mht. at finde nye lokaler til vores studie og udstyr. Skolen har ombygningsplaner, der bl.a. også omfatter vores nuværende opholdssted. Men det ser ud at vi finder nogle nye lokaler på skolen, og det bliver spændende om det endelig lykkes os at få et mere permanent studie.
I al beskedenhed synes vi at Det lille Fjernsyn og hjemmesiden er en vigtig del af lokalsamfundet, og at det ville være lidt mere besværligt at få information og nyheder ud, hvis vi ikke var her!
Så også derfor: vores sædvanlige opråb - brug os!
Vi siger det hvert år til generalforsamlingen, og jeg vil gerne gentage det igen i år:
Vi har sendefladen og vi har mulighederne, og I skal bare bruge det!
For det vi har her i Bredstrup-Pjedsted med Det lille Fjernsyn, er noget helt særligt, og det er noget som ikke ret mange andre lokalsamfund kan ”prale” af! – så hjælp os med at holde liv i det! Og også gerne ved et medlemskab af Det lille Fjernsyn.
Til slut vil jeg gerne takke alle dem vi har arbejdet sammen med i 2010.
Også en tak til de øvrige i bestyrelsen. Det er altså et kanon godt team vi har her,– det den ene ikke lige kan eller har tid til, er der ”bare” en af de andre der ta’r sig af – tak for det!!
Det var så formandens beretning for 2010, som jeg håber, vil blive godkendt lige om lidt.
24. februar 2011
Erik Kleemeyer