Pjedsted Vandværk
Referat fra bestyrelsesmøde d. 1. november 2006 kl. 19 (Elbokrogen 11).
Dagsorden:
1 Orientering
2 Økonomi
3 Filter (turbiditet)
4 Automatisk kontrol
5 Dato for generalforsamling
6 Eventuelt
1. Orientering
Det planlagte fællesmøde med vandværkerne i Fredericia Kommune d.1.november, som Pjedsted Vandværk skulle være vært for, blev aflyst, da Fredericia Kommune endnu ikke havde fastlagt den overordnede politik med hensyn til det fremtidige arbejde med nedsættelse af et vandråd.
Udgifter til reparation og vedligeholdelse i indeværende år har ligget på det normale. Motor til rentvandspumpe er udskiftet og pumpen repareret.
Angående brud på ledning Stationsvej 1 drøftede man et mellemværende med kommunen angående beskadigelse af hovedledning ved gravning. Formanden undersøger sagen.
Den nye nødforsyningsledning etableret i samarbejde med TRE-FOR er nu endeligafregnet, udgifterne er holdt inden for det afsatte beløb.
Formanden havde konstateret stor uenighed om fortolkning af vores vedtægter vedrørende stophaner. Man besluttede at foretage en gennemgang af vores vedtægter så der ikke kunne opstå misforståelser og sætte dem på som et punkt til dagsorden til den kommende generalforsamling.
Man drøftede behandling af dårlige betalere. Man blev enige om, at så længe det varet begrænset problem fortsættes med personlig kontakt. Lukning for vandet er en dyr affære for de pågældende forbrugere og således ikke en hensigtsmæssig løsning.
Udskiftning af vandmålere rejste nogle spørgsmål som skal undersøges nærmere.
Til dato var 30 målere udskiftet. Udskiftningen fortsættes i det nye år når årsaflæsningen er foretaget pr. 31, december.
Udpumpningen af vand fra værket ligger i overkanten af det forventede. Er der et brud?
Lodsejeren af arealet op mod vandværket har forespurgt om vi var interesseret i mere jord. Vi har meddelt ejeren at der er vi ikke.
Mødet med amtet blev nævnt, vi forventer senere henvendelse.
2. Økonomi
Regnskabet pr. 1. november viste pæne tal, et foreløbigt overskud på 160.912 kr. Der var købt 650.000 stk. 4 % 38 obligationer.
Spar Nord Bank har givet et tilbud som bank for vandværket. Til nærmere overvejelse.
3. Turbiditet
Vores vandprøver er stadig i top, undtaget Turbiditet. Ekstra kraftig filterskylning har hjulpet. Max grænsen er 3,00, en senere prøve viste herefter 2,50. Man besluttede at øge filterskylningerne. Hvis der fortsat bliver problemer, vil en udskiftning af filtermateriale blive nødvendig.
4. Automatisk kontrol
Fra elinstallatør Søndergaard Børkop havde Søren Pedersen henvendt sig om et møde for at fortælle om Automatisk kontrol. Vi fik en indsigt i hvilke muligheder der ligger i elektronisk styring og overvågning af vandværksdrift. Der er ingen tvivl om, at der her rejser sig en række muligheder til sikring af vandforsyning ud til forbrugerne. På kort sigt mener bestyrelsen ikke, det er aktuelt for Pjedsted Vandværk.
5. Generalforsamling.
Dato for generalforsamling blev fastlagt til tirsdag d. 20.marts 2007 kl. 19,30 på Hejse Kro. Dagsorden vil fremgå i bladet Fokus (februar 2007).
En plan for den administrative del blev drøftet, spørgsmålet står dog foreløbigt åbent.