Beboerforeningen har modtaget denne invitation fra Fredericia Kommune. Vi beklager at invitationen er lagt lidt sent på i forhold til tilmeldingsfristen 29. september, men skulle man først se invitationen efter at fristen er udløbet, så tøv ikke med at kontakte kommunen - måske er de large:-)

Fredericia Cykelby vil gerne invitere kommunens 55+’ere på en guidet cykeltur igennem byen. Målgruppen er dig der har fysikken til at cykle, men ikke gør det, fordi du er inde i en vane med altid at tage bilen, og det at bruge cyklen slet ikke faldet dig ind. Måske har du ikke nogen cykel, og måske er det også rigtig mange år siden du sidst har cyklet. Måske har du en gammel havelåge stående derhjemme, som skal støves af, og med et lille servicetjek igen kan blive en fin cykel. 

Vi vil gerne give de der kan cykle, men som af forskellige årsager ikke gør det, en god oplevelse, i håbet om at flere fremadrettet oftere vælger at gribe cyklen i stedet for bilen. 

Og hvorfor er det så, at vi så gerne vil have 55+’erne til at cykle? Det vil vi fordi fysisk aktivitet er så godt for helbredet. Kroppen holdes i gang på en skånsom måde, så muskler og knogler styrkes og dermed holder længere. Ligeledes har fysisk aktivitet, frisk luft og naturoplevelser en positiv effekt på det mentale helbred. 

Cykelturen foregår torsdag d. 2. oktober kl. 19-21, og tilmeldingsfristen er mandag d. 29. september. 

Nærmere beskrivelse og informationer om arrangementet kan ses i den vedhæftede annonce

Venlig hilsen
Fredericia Cykelby teamet
Vej & Park, Fredericia Kommune