Det er glædeligt at læse om at Temashop har succes , og at Beboerforeningen samarbejder med firmaet om evt. mulige problemer ved en udvidelse.

Man kan undre sig over at en evt. kommende ringvej skal gå så tæt på Grønvangen/Sivvænget og dermed beboerne. Som Temashops ejer udtrykker det, kan det være en af årsagerne til at grundene er vanskelige at sælge.

I 2010 blev en såkaldt helhedsplan udarbejdet. Vi var en flok lokale folk under Beboerforeningen i samarbejde med kommunen, som brugte en del tid på dette projekt. Som jeg husker det idag, fik vi den besked fra kommunen, at vi ikke skulle tage hensyn i vore ønsker/planer til en kommende ringvej, da denne var helt droppet. 

I teksten under infrastruktur skrev vi følgende: Tung trafik på Stationsvej ønskes reduceret. Evt. kan dette ske ved etablering af en ny ringvej nord om Pjedsted stationsby. Denne skal lede trafikken fra Østerskovvej til Pjedstedvej. For at genere beboerne ved Grønvangen og Sivvænget mindst muligt skal linjeføringen af ringevejen være nordligere end den tidligere ønskede ringvej.

Jørgen Jakobsen