Bestyrelsesmøde d.10./6.2003 kl.19.30 Elbokrogen 11
Dagsorden:
1 Referat af møde d. 25./3.03 til godkendelse
2 Tilslutningsafgifter: (Laurits Vind – Carsten Boisen – Helios)
3 Økonomi
4 Orientering
5 Evt.
Axel Ladegaard Jensen
Referat af mødet:
Afbud fra Laurits Vind og Thomas Pedersen
1 Referat af bestyrelsesmøde d. 25./3.03 blev godkendt.
2 Efter en grundig drøftelse besluttede man at ejeren på huset Skovbøllingvej 4a opkræves en tilslutningsafgift svarende til gældende takst da huset blev bygget.
For nybyggeriet på Tornsagervej 1 betales den for tiden gældende tilslutningsafgift. (jf. takstblad pr. 1.1.2003 afsnit A).
For byggeriet på Østerskovvej betales den for tiden gældende tilslutningsafgift, jf. takstblad pr. 1.1.2003 afsnit B, for erhversejendomme. Der opkræves for 4.055 m³ grundareal.
Dertil kommer byggevandstilslutning, jf. takstbladets afsnit C.
3. En økonomisk oversigt viste et år til dato resultat på 46.265 kr.
4. I henhold til Regulativ for Pjedsted Vandværk §4 stk.1 påhviler det grundejeren enhver forpligtigelse til og med stophane med hensyn til vedligeholdelse og fornyelse.
Tildækkede stophaner også i fortove er den udøvendes ansvar over for grundejeren.
5. Under eventuelt drøftede man udskiftning af målere.
Axel Ladegaard Jensen
Tirsdag d. 25. Marts 2003 Kl. 18.
Bredstrup-Pjedsted hallen – mødeværelset
Dagsorden:
1 Referat til godkendelse
2 Fællesmøde Vandværker
3 Møde med TreFor
4 Målerkontrol
5 Generalforsamlingen
6 Evt.
Referat:
1 Referat af bestyrelsesmøde d. 5./2.03 godkendtes.
2 Fællesmødet. Formanden gav et kort referat fra kontaktmødet for lokale værker.
Amtet har fastlagt en indsatsplan med 1. mål 2006 2.mål 2012. – Der blev nævnt grundvandsplan, punktforureninger fra gl. boringer og nedlagte brønde. Man undersøger nu den sidste nye opdagelse, opløsningsmidlers påvirkning af særlige typer plastrør, som for nogle vandværker var blevet et problem. - Gert Nielsen fra
TRE-FOR omtalte beredskabsplaner, og nævnte herunder evt. ledningsforbindelser vandværkerne imellem. Man drøftede samarbejdsområder såsom ledningsregistrering og målerudskiftning. Herunder blev nævnt en ny type målere hvor kun en patron skulle udskiftes.
Kontaktmøderne er tænkt som gensidig orientering – og ideer til evt. nye strategier.
Næste møde afholdes d. 27.august 03. Børup Vandværk er indbyder.
3 TRE-FOR: Formanden havde haft møde med Gert Nielsen TRE-FOR, hvor man genoptog drøftelserne om en ledningsforbindelse imellem TRE-FOR og Pjedsted Vandværk. Man blev enig om, at den optimale løsning ville være en forbindelse mellem de to
Vandværkers ledningsnet på Kærmarken vest for landevejen. TRE-FOR tilbød at foretage mere konkrete undersøgelser og beregninger.
Udgifterne til det samlede projekt skulle deles med halvdelen til hver, dog med et maksimum beløb på 90.000 kr. til Pjedsted Vandværk. Bestyrelsen drøftede oplægget og besluttede at acceptere TRE-FOR`s tilbud, imod at betalingen kunne deles over 2 år. Formanden fik bemyndigelse til at forhandle en aftale færdig.
4 Målerkontrol: Det havde ikke været mulig at opnå en fast pris på udskiftning af målere. Man ville afvente et erfaringsgrundlag.
5 Generalforsamlingen ingen kommentarer.
6 Intet under evt.
Axel Ladegaard Jensen
Referat af bestyrelsesmøde d. 5./2.2003
Dagsorden:
1. Referat af bestyrelsesmøde d.11./7.2002
2. Orientering
3. Regnskab 2002
4. Budget 2003
5. Investeringer
6. Takster
7. Forsamlingshuset
8. Ledningsforbindelse
9. Udskiftning af målere
10. Generalforsamling
11. Eventuelt
1. Referatet for bestyrelsesmødet d. 11./7.2002 godkendtes.
2. Orientering: Formanden gav en orientering om fuldførte opgaver: Reparation af Iltningstårn; Nyt Tag; Renovering af boring no.2 (nyt bore rør); Ny tilslutningsledning til Helga Buhl Vestervang 21 (NYBO).
Vandværket havde d. 21.nov.2002 haft det årlige kommunale tilsyn. Tilsynsrapporten var meget tilfredsstillende, der var ingen bemærkninger. I år 2002 og 2003 gennemfører kommunen et udvidet analysearbejde af vandets kvalitet, hvilket havde medført 7 mindre og større analyser. Alle analyser viste et særdeles tilfredsstillende resultat.
3. Regnskab 2002: Jørgen Dorscheus gennemgik det ikke reviderede regnskab for år 2002. Trods de store udgifter på værket, de ekstraordinære udgifter til EDB (nyt administrativt og forbrugsafregnings program, bærbar computer og service), blev resultatet, godt hjulpet til af store finansielle indtægter på 134.885 kr., et overskud på 95.712 kr., hvilket må betragtes som meget tilfredsstillende.
I den forbindelse oplyste formanden, at vores obligationsbeholdning primo år 2003 var omlagt fra 6%/2032 til 5%/2035 på grund af den økonomiske udvikling.
4. Budget 2003: Man gennemgik forslag til budget. Indtægter: Vandafgifter: 244.300 kr. Finansielle indtægter: 65.000 kr. I alt: 309.300 kr.
Udgifter: Driftsudgifter: 224.250 kr. – Administrationsudgifter: 77.500 kr.
Forbrugeromkostninger: 7.800 kr. I alt: 297.550 kr.
I budgettet er der ikke regnet med kursgevinst eller tab på vores obligationsbeholdning.
5. Investeringer: Der er i budgettet afsat midler til: Ledningsforbindelse til Fredericia. (50.000 kr.).- Reparationer på ledningsnet og værket 55.000 kr., inklusive ny installation til pumper i Vandværket.(10.000 kr.).
6. Takster: Vandafgifterne dækker ikke Vandværkets udgifter. Udgifter alene til analyser og miljøafgifter til amtet er steget til ca. 25.000 kr. det administrative arbejde bliver mere og mere omfattende og i 2003 skal vi på grund af lovgivningen købe 50 nye vandmålere. Derfor besluttede man at indstille til generalforsamlingen at hæve kubikmeterprisen med 0.30 kr.+ moms.
Man drøftede en omlægning af termin for måleraflæsning, så den faldt sammen med kommunens. Jørgen Dorscheus undersøger det nærmere.
7. Forsamlingshuset: Pjedsted Kultur og Forsamlingshus havde i et brev til bestyrelsen bedt om udsat betaling evt. refusion i forbindelse med et større vandspild igennem 4 år på grund af en utæt rør forbindelse. Jørgen Dorscheus undersøger sagen nærmere, om lovgivningen giver mulighed for en refusion i det givne tilfælde, idet der indgår statsafgift.
8. Ledningsforbindelse: Man drøftede på ny beredskabsledning til Fredericia. Formanden blev pålagt at undersøge sagen på ny, da Højen Maskinstation havde givet et betydelig billigere tilbud med etablering af en ledning fra Bredstrup til hjørnet Ågade/Elboparken. I givet fald blev der foreslået en110mm ledning.
9. Udskiftning af målere: I 2003 skal vi have gennemført første del af den lovmæssige udskiftning af målere. Jørgen Dorscheus foretager det administrative, og formanden indgår aftale med Kim (VVS firmaet Mammen) om pris for udskiftning.
10. Generalforsamling: afholdes d. 25 marts 2003 kl. 19.30 i Bredstrup-Pjedsted Hallen. Bestyrelsen mødes kl.18.00.(i stedet for kl.17.30).
11. Eventuelt: Under eventuelt drøftede man honorarer. Man besluttede at forhøje Gert Mortensens honorar fra 4.000 kr. pr. kvartal til 5.000 kr. for pasning af Vandværket.
Tre-For skulle efter aftale holde det næste fællesmøde den 26. februar 2003. Invitation er modtaget.
Axel Ladegaard Jensen
Referat fra bestyrelsesmøde torsdag den 11. juli 2002 (Elbokrogen 11)
Dagsorden
1. Orientering ved formanden
2. Pasning af vandværk
3. Honorarer
4. Økonomi
5. Nyt tag på vandværket
6. Eventuelt
Tilstede:
Axel Ladegaard Jensen, Jørgen Basse, Laurits Vind, Elmer Nielsen, Thomas Pedersen og Jørgen Dorscheus (forretningsfører).
Pkt. 1
Formanden bød velkommen til Thomas Gregers Pedersen, som deltog i bestyrelsesmødet for første gang. Thomas var valgt som suppleant og indtræder som medlem af bestyrelsen efter Johannes Kristensens død.
Formanden omtalte forskellige forhold vedrørende dødsfaldet – krans fra vandværket – diverse papirer er overdraget formanden, som har sorteret disse.
Referater fra bestyrelsesmøde og generalforsamling den 26.03.02 godkendtes.
Vandværkets tårn, mur og dør er repareret. Der blev ligeledes indmuret net og ventiler, samt brugt en stærkere sten så holdbarheden er bedre sikret.
Filtersandet er efter pålæg fra kommunen reguleret. Ventilationen virker ikke og det giver kondensproblemer. Det blev pålagt Thomas (El-Gården) at undersøge og udbedre dette problem
Der er inden for de sidste 3 måneder modtaget 2 vandanalyser. Vi kan stadig glæde os over nitrat i og pesticidfrit vand. Grænseværdien for Turbiditet (klarhed) var dog overskredet en ubetydelighed.
I Amtets grundvandsplan er Vandværket igen nævnt som sårbar for grundvandsforurening. Med de fine vandanalyser står vi uforstående.
Med hensyn til information har vi, udover Internettet, nu også begyndt at informere i bladet Fokus. Bladet tilgår alle husstande i Pjedsted.
I vores beredskabsplan indgik en rørforbindelse til Fredericia Vandværk. Tre For foreslår, efter flere overvejelser, en ledningsforbindelse ude på Kærmarken (bag Colas). Udgiften til nødforbindelsen er beregnet til ca. 220.000 kroner. Efter forhandling gik Tre For ind på at betale halvdelen. Bestyrelsen mente dog, at udgiften var sat urimelig højt – og overlod til formanden at undersøge en billigere løsning.
Pkt. 2
Efter Johannes Kristensens død besluttede man at overlade pasningen af vandværket til Gert Mortensen, som i længere tid har været afløser – og der har vist interesse for arbejdet.
Pkt. 3
Honorarer for pasning af vandværket og administration blev gennemgået, ligesom det blev besluttet, at fra 1. januar 2003 indføres et årligt honorar til formanden dækkende dennes udgifter til kørsel, post, telefon mv. Vandværkets administration (daglige) sammenlægges med forbrugeradministration, der pt. foretages af Jørgen Dorscheus.
Pkt. 4
Jørgen Dorscheus fremlagde halvårsresultatet, der udviste et plus på bundlinien på 44.180 kroner.
Pkt. 5
I forbindelse med reparationen af vandværkets tag blev man opmærksom på, at taget er utæt. Bestyrelsen besluttede derfor at forny taget, udgiften herfor andrager ca. kr. 7.000 + moms.
Pkt. 6.
Behovet for en ny ledning frem til Helga Buhl, Vestervang blev drøftet og man besluttede at der blev fremført en ny ledning i forbindelse med etableringen af nødforsyningen på Kærmarken.
Herudover intet under eventuelt.
ALJ
Referat fra bestyrelsesmøde tirsdag d. 26.03.2002 kl. 17.30 i
Bredstrup-Pjedsted Hallen
Dagsorden:
1. Orientering ved formanden
2. Hjemmeside ved Jørgen Dorscheus
3. Regnskab og Budget
4. Generalforsamling
5. Information til forbrugerne
6. Valg til bestyrelse og revision
(Laurits, Finn, Axel)
Finn tager ikke imod genvalg.
Ny revisor efter Jørgen Sørensen.
7. Eventuelt.
Afbud fra Johannes Kristensen
Pkt 1: Formanden henviste til de emner og opgaver vi tidligere havde drøftet, og som nu dels var gennemført og dels iværksat.
Med hensyn til kontrol og vandanalyser var der kommet et omfattende materiale fra Miljø- og Energiministeriet i form af en Bekendtgørelse.
Efter en drøftelse af de nye krav blev man enige om, at sende et resumé til Analyse laboratoriet, så de kunne planlægge og gennemføre de lovmæssige krav.
Rapporten fra det årlige kommunale kontrolbesøg pålagde os at få iltningstårnet og
døren repareret, og få filtersandet reguleret. Derudover må vi påregne at taget skal repareres og tjæres.
Med hensyn til kontrol af vandmålere vil arbejdet blive igangsat i løbet af året.
Beredskabsplan er udfærdiget, og som et ekstra beredskab undersøger Tre-For muligheden for en sammenkobling af ledningsnettet.
Udkast til nye vedtægter blev overladt til generalforsamlingens behandling.
Pkt 2 & 5: Information: På Hjemmesiden www.bredstrup-pjedsted.dk/vand/ kan efterhånden findes mange informationer angående Pjedsted Vandværk. Derudover vil vi undersøge muligheden for at kunne informere yderligere gennem bladet Fokus.
Pkt. 3 & 4: Man drøftede regnskab og beretning til generalforsamling.
Pkt. 7: Under eventuelt forskelligt.
Axel Ladegaard Jensen