Hjemmeside for vores lokalsamfund - Bredstrup-Pjedsted


Jeg har engang hørt en biolog sige om natsværmerne, at de ikke er skabt til at leve i et moderne samfund. Det siges om dem, at de ikke kan begå sig på vores verdens vilkår. At den lille natsværmer simpelthen ikke kan holde sig i live i verden, som mennesket har indrettet den.

Vi møder natsværmerne om natten, hvor de sværmer rundt; forvirrede søger de fra lys til lys, fra det ene til det andet; fra lygtepæl til lygtepæl ude af stand til at orientere sig, uden mål eller retning, indtil de ender i spindelvævet hos en smart og fuldfed edderkop, der har forstået at udnytte natsværmerens svaghed. Og selv her i vores lille landsbysamfund, hvor vi glæder os over, at vi har stjerner; her, hvor Karlsvognen, Cassiopeia og Orions Bælte kan udpeges, både af nyforelskede studenter og af amatørstjernekiggere på en klar nat, selv her forstyrres natsværmerne af vores mange fremmede lyskilder; af mobiltelefoner, fjernsyn, gadelamper og billygter. Når man er en lille natsværmer, og har været det i ti tusind generationer, så er selv Bredstrup-Pjedsted som et lille Las Vegas.

Og ligesom menneskene i Las Vegas, så søger natsværmerne hvileløse rundt i natten, søger efter lysene indtil de rammer dem, indtil de slukkes eller indtil de distraheres af et endnu skarpere, lokkende, dragende lys. Nej, natsværmerne kan slet ikke klare at orientere sig efter de mange lys. De kan kun følge lyset. Det sande lys, det ægte lys, det lys, som de er skabt til at orientere sig efter. For natsværmerne er det månen; månen, der fra sin himmelske ophøjede plads oplyser natten og leder os i mørket. Natsværmerne er skabt til det store lys.

Måske er det også sådan for os mennesker. Det har jeg i hvert fald tænkt på, siden vi sidst fejrede Sankt Hans, og det er jo noget tid siden. Måske må vi også erkende, at vi indimellem er som natsværmerne, der nok er skabt til at søge efter det himmelske lys, det sande lys, det lys, der betyder noget, det lys, der giver verden og livet værdi, men at vi igen ligesom natsværmerne har det med at blive distraheret, ledt på afveje, forledt af alle verdens små, hurtige, kunstige lys, der leder os ud på vildspor og måske ender med at fange os i et net, som vi har svært ved at finde ud af igen. Måske er vi heller ikke skabt til at leve i en moderne verden, hvor der er så meget, der distraherer; et samfund, hvor vi flakker rundt på må og få og glemmer, hvad der virkelig betyder noget.

Navigerer jeg i mit liv efter det rette lys? Det er et af de spørgsmål, vi igen og igen må overveje livet igennem. Hvad er vigtigt for mig?
Dagene begynder nu at blive kortere igen – det er faktisk allerede sket. Den korteste nat var for to døgn siden. Nu er alt endnu godt – lyset dominerer. Men når mørket falder på igen, når dagene bliver kortere, og hverdagen indfinder sig, så skal vi huske at have øje på, hvad der betyder noget. Så skal vi følge det lys, der betyder noget. Og heldigvis er vi godt på vej. For efter en lang og mørk periode, hvor vi ikke har kunnet lyse for hinanden, så står vi jo atter her: samlet, i fællesskab syngende, oplyst af bål og af ånd. Er det ikke et lys, der er værd at følge? Er i aften ikke en af de aftener, der giver livet værdi? En af de aftener, hvor alt står så stille, at vi husker at nyde det? En af de aftener vi har savnet, og som vi skal have flere af?

Navnet ”Hans” er en gammel kort form af ”Johannes”. Så Sankthansaften er Johannes Døberens Aften. Johannes Døberen, der ifølge Bibelen blev født et halvt år før Jesus, så han kunne gå i forvejen for Jesus og berede hans vejen – et halvt år i forvejen, ja, I hørte rigtigt: der er nu et halvt år til jul. Johannes Døberen skulle gå i forvejen, så han kunne fortælle hele folket, at det sande lys nu snart ville komme til verden. At det var tid til at kigge op fra det mørke, vi alt for længe har befundet os i og igen vende fokus mod det, der virkelig gælder her i livet. På denne tid af året, hvor dagene er lange men nu langsomt begynder at mørknes, der tænder vi bål for at mindes, at selvom mørket nu kommer, så skal lyset vende tilbage igen. Bålet er ikke det sande lys, men det skal minde os om, at det ikke er de små, distraherende lys, men selve livets store lys, som vi skal finde og følge. Opgaven er vores egen.

Så når vi i aften retter blikkene mod Johannes Døberens bål, og når vi sammen, sammen, samler vores stemmer til endnu en omgang fællessang, så lad de orangerøde flammer fortærer alt det, som vi nu lægger bag os; alt det, som leder os på afveje fra livet; alt det, der har været skidt i det forgangne år, og lad så i stedet lyset fra bålet pege frem mod og oplyse dét, der virkelig betyder noget i vores liv. Og hvis I bliver her længe nok, indtil mørket falder på, så vil I se, at dét lyset først og fremmest oplyser, det er menneskene, der står omkring jer.

Glædelig Sankt Hans.
Glædelig midsommer.

Michael H. Munch