Bredstrup-Pjedsted - Den gamle præstegårdshave i Gl. Pjedsted
www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet

Den gamle præstegårdshave i Gl. Pjedsted

Først var det vintergæk, og så var det krokus og derefter guldstjerne. Nu er det anemoner, der springer ud i Den gamle præstegårdshave. For det tilfælde, at du ikke ved det, kan jeg fortælle, at parken er offentlig og kan benyttes af alle. 

Da Bredstrup og Pjedsted i 1982 fik fælles præst, blev præstegården i Gl. Pjedsted solgt til Kommunen, men menighedsrådet betingede sig, at kommunen altid holder haven åben for offentligheden.

Præstegården blev revet ned, og i stedet blev der bygget lejeboliger. Det er de hvide huse, der ligger ved Pjedstedvej.  Du kan komme til haven enten ved at gå ad indkørslen til boligerne eller fra Pjedsted Kirkevej. Hvis du parkerer ved kirken, skal du være opmærksom på, at der er en sten, der ligger meget skævt i trappen fra parkeringspladsen og ned til vejen.

På søndag er der familiegudstjeneste i Pjedsted Kirke, og bagefter skal børnene ned i præstegårdshaven og finde påskeæg.

Marianne Bitsch