Bredstrup-Pjedsted - Vedtægter
www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet

Vedtægter

Indhold:
§ 1. Navn og hjemsted
§ 2. Formål
§ 3. Medlemmer
§ 4. Medlemmernes rettigheder
§ 5. Medlemmernes forpligtelser
§ 6. Udtræden af selskabet
§ 7. Levering til ikke - medlemmer ( købere ).
§ 8. Anlæg
§ 9. Ledninger over privat grund
§ 10. Indskrænkninger i vandleverance
§ 11. Generalforsamling
§ 12. Stemmeret og afstemninger
§ 13. Bestyrelsen
§ 14. Tegningsret
§ 15. Regnskabet
§ 16. Opløsning
§ 17. Ikrafttræden

 
Navn og hjemsted

§ 1

Selskabet er et andelsselskab, hvis navn er Pjedsted Vandværk, har hjemsted i Fredericia kommune.

 
Formål

§ 2.

Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag, som foruden driftsomkostningerne skal dække forsvarlige afskrivninger af anlæg og rimelige henlæggelser til fornyelser og nødvendige udvidelser, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i alle vandforsynings og deraf afledte spørgsmål.

 
Medlemmer

§ 3.

Selskabets medlemmer er grundejere indenfor værkets forsyningsområde som underskriver optagelseserklæring samt betaler anlægsbidrag i henhold til regulativet eller har overtaget en ejendom, hvis tidligere ejer ved overdragelsen var medlem af selskabet, og andelshavere tilsluttet efter tidligere love for Pjedsted Vandværk.

 
Medlemmernes rettigheder

§ 4.

Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de i regulativet fastsatte vilkår.
Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og gældende takstblad.

 
Medlemmers forpligtelser

§ 5.

For lån, som selskabet måtte optage, såvel som for lånenes rettidige forrentning og afdrag samt for alle øvrige forpligtelser, hæfter medlemmerne solidarisk.
Sekundært hæfter medlemmerne indbyrdes solidarisk.

  Udtræden af selskabet

§ 6.

Udtræden af selskabet på anden måde end ved ejerskifte, kan kun ske ved ejendommens nedlæggelse ( sletning som selvstændigt mat. nr. ), i forbindelse med ekspropiration, ændring af vandforsyningsplan o.l., forudsat vandforbrugende virksomhed ophører.

Før udtræden kan finde sted, skal ejendommens stikledninger afbrydes ved forsyningsledningen på ejerens bekostning, ligesom medlemmets andel af selskabets gæld skal indbetales. Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom evt. påløbne omkostninger afholdes af medlemmet.

  Levering til ikke - medlemmer (købere)

§ 7.

Institutioner – som iflg. deres natur – eller ejere af enkelte ejendomme – som iflg. særlige omstændigheder – ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift – kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets regulativ samt vedtægternes bestemmelser, bortset fra bestemmelsen om andelsret og hæftelse.
Det samme gælder andre distributionsforeninger, der helt eller delvist dækker deres leverancepligt ved køb fra selskabet. Hvis køber ikke, eller kun delvist afkræves tilslutningsbidrag, kan afgiften tillægges et beløb svarende til forrentning og afskrivning af hovedanlægsbidrag og ikke betalt del af ledningstilsvar.

  Anlæg

§ 8.

Selskabet anlægger vandværk med boringer, behandlingsanlæg og pumper, eventuel højdebeholder samt hoved og forsyningsledninger. For medlemmer, der senere tilsluttes værket, etableres forsyningsledningsnet og stikledning, dog jfr. regulativets bestemmelser herom.
Selskabet har ejendomsretten til hele forsyningsanlægget inkl. stikledning til stophane ( ved skel ) , også til de dele af ledningsnettet, som helt eller delvist måtte være betalt af private. Pligten til vedligeholdelse og nødvendig fornyelse påhviler i samme udstrækning selskabet.

  Ledninger over privat grund

§ 9.

Selskabet er berettiget til at føre ledninger over medlemmernes ejendomme, så vidt muligt kun på tidspunkter, hvor det forvolder mindst gene. Nødvendige reparationer skal dog kunne udføres til enhver tid.
Såfremt der ved arbejder af denne art forårsages påviselig skade, betaler selskabet en efter bestyrelsens skøn rimelig erstatning. Bestyrelsen kan fastsætte almindeligt gældende regler for beregningen af denne erstatning. Grundejeren er dog berettiget til at forlange erstatning fastsat ved voldgift. Retten til sådanne ledningers anlæg og vedligeholdelse skal sikres ved en på ejendommen tinglyst deklaration. Selskabet afholder de dermed forbundne udgifter.

Skulle det undtagelsesvis vise sig formålstjenligt for et medlem at føre sin jordledning over et andet medlems grund, er denne forpligtet til at tåle dette, hvis bestyrelsen finder det rimeligt og på betingelse af, at der tinglyses deklaration om ledningens placering samt adgang til dens reparation og vedligeholdelse, alt for den interesseredes regning.

Deklarationen skal godkendes af bestyrelsen.

  Indskrænkninger i vandleverance

§ 10.

Bestyrelsen afgør, i hvilken udstrækning og på hvilke betingelser havevanding må finde sted. Eventuel ekstra afgift for tilladelse og / eller overtrædelse fastsættes i takstbladet.

Hverken medlemmer eller købere, der aftager vand iflg §7, må forsyne andre end eventuelle lejere med vand. Jfr. i øvrigt regulativets bestemmelser.

Forsyning af lejere med vand til erhvervsbrug kræver forudgående godkendelse af bestyrelsen.

Vandspil er forbudt, jfr. regulativet.

Bestyrelsen kan i tilfælde af vandspil og / eller overtrædelse af konkrete indskrænkninger i retten til vandforsyning pålægge overtræderen en konventionalbod eller lignende afgift.

  Generalforsamling

§ 11.

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 8 dages varsel ved avertering i lokale medier, herunder hjemmesiden.

Forslag, som ikke er påført dagsordenen, vil ikke kunne komme til afgørelse, hvorfor evt. forslag fra medlemmerne til den ordinære generalforsamling skal afgives til bestyrelsens formand senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse.

På den ordinære generalforsamling foretages flg. :

· Valg af dirigent
· Beretning om det forløbne år
· Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
· Budget for det / de kommende år fremlægges, herunder driftsbidrag.
· Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
· Valg af revisor og suppleant
· Behandling af indkomne forslag
· Eventuelt

Revisor og suppleant kan genvælges. Bestyrelsen kan herudover antage en statsautoriseret / registreret revisor. I så tilfælde vælges kun én kritisk revisor. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 25% af medlemmerne til bestyrelsen fremsætter skriftligt forlangende herom, ledsaget af en skriftlig dagsorden.

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af begæringen, og dagsordenen skal offentliggøres samtidig med indkaldelsen.

Over det på generalforsamlingen passerede, indføres et resume` i en dertil af bestyrelsen autoriseret protokol, der underskrives af dirigenten.

  Stemmeret og afstemninger

§ 12.

Intet medlem har mere end én stemme pr. ejendom, vedkommende ejer.

Der kan dog stemmes ved skriftlig fuldmagt, men intet medlem kan repræsentere mere end 1 fuldmagt. Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning ved personvalg.

Såvel på ordinær som ekstraordinær generalforsamling træffes afgørelse ved simpel stemmeflerhed.

Dog kræves der til beslutning om vedtægtsændring mindst 2/3 af de afgivne stemmer, og desuden skal mindst 2/3 af medlemmerne være repræsenteret på den pågældende generalforsamling. Såfremt kun den første, men ikke den anden af disse to forudsætninger er opfyldt, indvarsler bestyrelsen til ekstraordinær generalforsamling, på hvilken vedtagelsen kan bekræftes ved 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Bestemmelsen i denne vedtægt vedrørende den solidariske hæftelse kan ikke ændres af nogen generalforsamling, før alle lån er fuldt tilbagebetalt, eller ændringen godkendes af långiveren.

  Bestyrelsen

§ 13.

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne 2 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer. Kritiske revisorer, valgt blandt medlemmerne, vælges for 2 år ad gangen, som afgår skiftevis på den ordinære generalforsamling. Suppleant vælges for 1 år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Bestyrelsen har ret til godtgørelse efter for påkrævede rejser og udlæg vedrørende selskabet.

Bestyrelsen er ansvarlig for den daglige drift i overensstemmelse med vedtægterne og gældende regulativ og kan for selskabets regning antage personale i fornødent omfang samt afholde de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

Herudover har bestyrelsen ansvaret for registrering, anmeldelse og præsentation af regnskab m.v. overfor gældende lovgivning, herunder i de tilfælde, hvor selskabet uden tidligere at have været forpligtet måtte falde ind under sådanne lovkrav.

Den har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget, Anlægsvirksomhed, der overstiger det vedtagne budget inkl. evt. henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

Ved afgang fra bestyrelsen indtræder en suppleant. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.

  Tegningsret

§ 14.

Selskabets tegnes af formanden i forening med ’et bestyrelsesmedlem.

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift

Alle regninger skal inden udbetaling være attesterede af et medlem af bestyrelsen, jfr. dennes dagsorden.

Bestyrelsen kan udstede fuldmagt vedrørende anvisning af udgifter i forbindelse med den daglige drift.

  Regnskabet

§ 15.

Selskabets regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december ( kalenderåret )

Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.

Revision af regnskaberne foretages af den ( de ) generalforsamlingsvalgte revisor (er ) samt en af bestyrelsen evt. antaget revisor.

Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.

  Opløsning

§ 16.

Selskabet kan ikke opløses med mindre forsyningen af vand til forsyningsområdet dækkes på anden måde, og de forhåndenværende aktiver må kun overdrages eller sælges til et andet selskab med samme formål, som derefter fortsætter med vandforsyningen indenfor det fastsatte område

  Ikrafttræden

§ 17.

Selskabets vedtægter er vedtaget på den konstituerende generalforsamling den 2/11-1965 (Tidligere I/S Pjedsted Vandværk, oprettet 28/10-1913 og I/S Pjedsted Stations Bys Vandværk, oprettet 7/12-1933). Vedtægterne er sidst ændret på generalforsamlingen den 8/3-1994.

Foranstående vedtægter er revideret og godkendt på generalforsamlingen den 26. marts 2002 og er gældende pr. 1. april 2002.


Axel Ladegaard Jensen
Formand

Jørgen Basse - Laurits Vind - Finn Østergaard - Johs. Kristensen

Bestyrelsesmedlemmer