Bredstrup-Pjedsted - Revyforeningen søger hjælpere fra lokalområdet
www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet


I Bredstrup-Pjedsted Revyforening er vi så småt ved at sparke næste års revy i gang. Inden længe mødes vi og begynder at finde på tekster, og i løbet af efteråret starter øvningen stille og roligt op.

Rundt om revyen sker der en hel masse praktiske ting, og her har vi brug for hjælp.
Nogle af opgaverne vil koncentrere sig lige om den tid, hvor revyen spiller; sidste weekend i februar 2020 og ugen op til. Andre ligger tidligere i forløbet eller undervejs. Man behøver ikke kunne sætte meget tid af – vi tager imod den hjælp, vi kan få.
  • Scenografi – vi har Per som vores dygtige og kreative scenograf, men han ville have god hjælp af praktiske hænder til at save og male og slæbe ting og sager.
  • Hår, make-up og kostumer – hjælp til at lægge makeup og sætte hår til forestillingerne. Tilretning og fremstilling af kostumer
  • PR og markedsføring: Fx filme små videoklip/teasere under nogle af prøverne, som kan lægges på facebook til reklame, hjælpe til markedsføring på facebook eller noget helt lavpraktisk som at sætte plakater op rundt omkring.
  • Filme revyen – Vi vil så gerne have vores revy foreviget – har du et godt kamera og lidt håndelag i forhold til hjemmevideo, så kan du måske hjælpe med det.
  • Dertil mangler vi et godt lagerrum til alle vores ting – kostumer og rekvisitter. Det behøver ikke være mange kvadratmeter vi når langt med 6-8-10 kvm. Det skal bare være helt tørt. Har du et ubrugt kælderrum eller et isoleret udhus eller lign, som du ikke bruger, vil vi meget gerne høre fra dig.
  • Måske er der noget helt andet, som du kan, og mener revyen har brug for?
Hvis du har lyst til at være en del af det sjove og skønne fællesskab omkring revyen og give en hånd med, så kontakt Dorte Løkkegaard på mail: dortelokke@gmail.com eller på mobil: 26 24 73 11