Bredstrup-Pjedsted - Tænk at jeg skulle opleve det i Bredstrup-Pjedsted
www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet

Mandag morgen 14. december lidt over 9, stod jeg ved busstoppet på Stationsvej ud for Basses og ventede på at bussen skulle køre mig på arbejde.
En sort bil kom kørende vestfra med høj hastighed. Hvor hurtigt der blev kørt, kan jeg ikke sige, blot at det helt klart var alt for hurtigt. Som jeg tit har gjort til andre billister der tydeligt kører for stærkt, signalerede jeg til bilen om at sætte hastigheden ned. {KomentoEnable}

Billisten, der samtidig med at han kørte for hurtigt også talte i håndholdt telefon, fortsatte med samme høje fart ned til svinget ved forsamlingshuset, vendte om og kom tilbage med høj fart, stoppede midt på vejen ud for mig og steg ud og gik hen til mig med en truende attitude.

Ordvekslingen i det efterfølgende kan jeg desværre ikke gengive ordret, men blot referere hvad jeg mener, der blev sagt.

Han lagde ud med at spørge, om jeg skulle stå der og true ham, hvortil jeg svarede, at jeg ikke truede ham, men blot forsøgte at signalere, at han burde sætte hastigheden ned. Han gav så udtryk for, at han da måtte køre 60 km/t, hvortil jeg selvfølgelig svarede, at man kun må køre 50 på strækningen.

Han spurgte så, hvad jeg lavede der, og jeg fortalte ham, at jeg ventede på bussen.
Han spurgte, om jeg er betjent siden jeg gjorde som jeg gjorde, hvortil jeg svarede at jeg ikke er betjent, men at jeg i lighed med alle andre beboere har lov til at give udtryk for det, når jeg synes nogen kører for stærkt.

Han stillede flere lidt konfrontatoriske spørgsmål, hele tiden med en noget truende attitude – og stadig med mobiltelefonen for øret.

Han fremturede igen med, at jeg truede ham, og jeg forsøgte igen forsigtigt at forklare ham, at jeg ikke havde truet ham, men at jeg faktisk følte mig truet af ham, og at jeg syntes, det var ubehageligt.

Og så var det, at jeg blev bedt om at klappe i, for ellers ku jeg få et par på kassen. Jeg husker ikke, om det var de ord han brugte, men meningen var ikke til at tage fejl af!!

Jeg bakkede forsigtigt ud af diskussionen, og til sidst (efter noget der føles som lang tid) satte han sig ind i bilen, og bakkede MEGET hurtigt, nok alt det bilen kunne trække, hele vejen tilbage til svinget ved købmanden/Forsamlingshuset, mens andre trafikanter på strækningen efter bedste evne undveg for ikke at blive ramt.

Det var en meget ubehagelig og skræmmende oplevelse, og da den noget forsinkede bus endelig kom, var jeg lettet. Jeg nåede heldigvis at få snakket episoden igennem med en medpassager inden jeg med rystende ben stod af bussen ved mit arbejde.

Jeg kender ikke manden, mener aldrig at have set ham før, men jeg fik på et tidspunkt ud af ham, at han bor i byen.

Det var slemt nok at manden kørte alt for stærkt, men at han tillod sig at opføre sig som han gjorde der på Stationsvej, er helt og aldeles UACCEPTABELT!

Lone N.