Bredstrup-Pjedsted - Beretninger
www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet

Beretning 2018

Bestyrelsens beretning 2018. Pjedsted/Bredstrup Foredragsforening.

Vores bestyrelsesmøder i Foredragsforeningen er bestemt ikke kedelige. Der bliver drøftet stort og småt, og så bliver der selvfølgelig også lavet noget. På vores sidste møde under eventuelt fortalte Kirsten, at hun lige havde hørt noget godt, nemlig at intelligens er vi født med, men klogskab/visdom er det, vi har lært gennem livet. Dette kan give anledning til mange refleksioner. Vi skal kun gå op i det, vi kan gøre noget ved, og blandt en masse andre ting, kan vi komme her i Foredragsforeningen og høre forskellige foredrag, der både kan gøre os klogere og give os gode oplevelser. Det er vi heldigvis mange, der nyder, og derfor trives vores forening i bedste velgående.
Folkeskolen, Folkekirken, Folketinget er nogle af det danske samfunds bærende institutioner. Folkemødet er noget forholdsvis nyt, men fælles for alle begreber med folke- først er folkelighed, som måske lyder lidt gammeldags, men som er vigtigere i dag end nogensinde. Folkelighed viser sig i behovet for den ægte vare (som her i Forsamlingshuset). Nationalisme i ordet bedste forstand er kærlighed til fædrelandet, som Grundtvig skrev. Derimod er nationalisme et problem, hvis den opdeler mennesker i os og dem. Nogle populister lever højt på at finde syndebukke og give andre skylden, hvad enten det er EU eller flygtninge. Jo tydeligere identitet man har, jo mere åbne kan vi være og jo bedre er vi til at samarbejde.
Vores sæson 2017/18 er gået fint med et varieret udbud af foredrag og med god tilslutning. Allerede i september havde vi besøg af Flemming Rose, som berigede os med et meget spændende foredrag: ”De besatte: En historie om, hvordan terror virker”. Det var virkelig tankevækkende at høre Flemming Rose fortælle om Muhammedkrisen bag kulisserne, og hvordan frygt kan lægge venskaber, idealer og fællesskaber i ruiner. Vi havde bare regnet med mange flere tilhørere, men om sikkerhedsopbuddet havde betydning, ved jeg ikke?? Der blev i hvert fald passet godt på både Flemming Rose og alle vi andre. Foredraget blev holdt i samarbejde med Menighedsrådet.
I november kom læge Jesper Mørk og holdt sit foredrag om ”Forstå dit ophav – og bliv fri”, og jeg tror, at alle fik noget at tænke over, alt efter hvilket nummer, man er i søskendeflokken, og hvor mange år der er mellem søskende og ikke mindst, om man er dreng eller pige.
Adventsmødet, som altid bliver afholdt i samarbejde med præst og menighedsråd, blev forestået af biskop i Ribe Stift, Elof Westergaard. Traditionen tro blev der startet med en gudstjeneste i Bredstrup Kirke med efterfølgende foredrag i Konfirmandstuen. Det spændende foredrag tog udgangspunkt i maleren Johan Thomas Lundbyes skitsebog: Trolddom og huletanker.
En uge senere var vi i Foredragsforeningen medarrangør af den årlige julekoncert, og vi havde fået a cappella koret Local Vocal fra Aarhus til at komme. Det berejste kor gav os en forrygende koncert, der næsten løftede taget på den gamle kirke i Bredstrup. Man kan vist roligt sige, at der var ”gang i synagogen”.
Januarmødet var ved at vælte det gamle Forsamlingshus. Over 80 mennesker – rigtig mange gæster – hørte Per Bangs meget spændende foredrag om Siriuspatruljen. Han var virkelig god til at fortælle, og vi fik i Foredragsforeningen set, hvordan vi kommer ud til en bredere målgruppe. Der var for det første mange mænd, og publikum var generelt yngre.
I aften skal vi høre vores nabopræst fortælle om: Fra russisk adel til sønderjysk præstekone, og jeg fornemmer, at vi igen skal opleve en spændende foredragsaften.
Vores forholdsvise nye tiltag ”Højskoledagen”, som jeg fristes til at kalde vores fyrtårn, da denne dag indeholder alt det, vi gerne vil kendetegnes på. Lørdag den 11. marts 2017 havde vi en rigtig fin højskoledag her i Forsamlingshuset startende med Flemming Rishøj, der talte om: Det er svært at være menneske, jeg har selv prøvet det. Meget eftertænksomt foredrag, der satte dybe spor. Derefter talte Ulrik Lauridsen om sin bog: I min farfars fotospor på Sct. Croix. I tale og billeder gengav Ulrik sit dybe kendskab til Dansk Vestindien. Efter frokost oplevede vi et fyrværkeri med sang og fortælling af Arne Mariager, Lise Bro og Laif Møller. Alt sammen krydret med Kjelds gastronomiske kunnen og fællessang.
I kan godt glæde jer til den 3. marts, hvor en ny og ubrugt Højskoledag står klar.

Afslutningsvis skal jeg sige tak til jer medlemmer for jeres gode opbakning, der gør det muligt at bevare en ældgammel forening som Foredragsforeningen. Vi er glade for gæster, men I er de vigtigste.
Tak til Ole Engberg og Menighedsråd for samarbejdet.
Tak til Kjeld for hyggelige rammer og lækkerier.
Tak til Toft Poulsen for din trofasthed ved klaveret til fællessangen.
Tak til Jakob for din tilstedeværelse og hjælp til lydanlægget.
Tak til bestyrelsen for et fantastisk samarbejde fyldt med engagement og loyalitet. Hos os virker demokratiet optimalt, og vores forskelligheder bliver en styrke.
”Bladet i bogen sig vender” har Grundtvig skrevet i 1853 under titlen Lykkens Foranderlighed. Der var store forandringer i samfundet med krigen 1848-51, Grundloven i 1849 og i Grundtvigs eget privatliv. Denne sang har fulgt mig i mange sammenhænge, og den skal også være kendetegnende for mig i aften, hvor jeg har holdt min sidste beretning i dette regi. Hvor det dog været sjovt og berigende for mig at være en del af, men man skal holde, mens legen er god, så derfor går jeg på pension.
Bladet i bogen sig v
Let som man ser
Under veløvede hænder
Let som en fjer.

Tak for det.

Else Marie Vind.