Bredstrup-Pjedsted - Beretning 2013
www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet

Beretning 2013

2013 har været et godt år for Det lille Fjernsyn, hvor der er kommet mere styr på vores teknik, og vi synes selv, at vi laver udsendelser i en langt bedre kvalitet end tidligere.

Vi har i hele 2013 haft et godt samarbejde med Danmark C TV, og det har fungeret fint, at få sendt vores udsendelser på YouSee’s lokale kanal97.

Vores ambition har været, ugentligt, at producere 3 korte nyhedsudsendelser, og en længere temaudsendelse. Men vi må erkende, at det arbejde vi får løn for, tager meget af vores tid, så det i perioder kniber med at få produceret udsendelser. Dog har Jørn, Niels og Thomas været ihærdige i 2013, og produceret mange flotte udsendelser, og når så Jørn kan fortælle, at der er omkring 5000, der har set vores udsendelser (og ikke kun i Danmark!), så bliver vi glade igen, og igen ukuelige optimister, der igen tror på, at vi er med til at gøre en forskel for lokalområdet. 

Vi prøver hele tiden at udvikle os, og lave gode og bedre udsendelser - men måske gør vi tingene forkert? eller ikke er gode nok til, at der trods alt ikke er flere der ser os?  Det har været lidt op ad bakke den seneste periode, og derfor har vi nu aftalt, at vi stadig producerer udsendelser, men kun når vi selv har tid, og vi gør det efter egne ønsker og behov. Udsendelserne distribueres af Danmark C TV på YouSee’s kanal 97. Og udsendelserne vil selvfølgelig også stadig kunne ses på www.bredstrup-pjedsted.dk. 

Som det kan ses i vores regnskab er der igen i år underskud, og vi tærer stadig af formuen. Så hvis vi ikke får flere indtægter (og nye yngre kræfter), er det derfor kun et spørgsmål om få år, før vi må lukke helt ned. Og for at vores faste omkostninger kan reduceres, har vi aftalt med Danmark C TV, at udgiften til den fælles internetforbindelse vi har hos YouSee i Vejle fremover betales af Danmark C TV alene, da det nu kun er fra deres studie der sendes. 

Vores medlemskampagne har indtil nu resulteret i, at vi nu har 33 private medlemmer. Det synes vi ikke er ret mange ud af ca. 500 husstande i lokalområdet! Man kan for ”sølle” 100 kr. blive medlem, og på denne måde støtte Det lille Fjernsyn. Det er skuffende, at der ikke er større opbakning fra lokalsamfundet, men en stor tak til de 33 der har forstået vores budskab. Og så har vi lige netop fået 2 nye erhvervsmedlemmer, og den ene har endda ikke nogen erhvervsvirksomhed, men vil bare gerne støtte Det lille Fjernsyn – det glæder os virkelig meget, og giver os lidt af gejsten tilbage.

Det undrer os også, at den enkelte forening i lokalområdet, ikke har en presse/medie ansvarlig, som altid sørger for at informere Det lille Fjernsyn og hjemmesiden, om hvad der foregår i netop deres forening. Vi synes de mange foreninger i lokalområdet burde bruge os noget mere, og af dem selv, tilbyde at komme i studiet og fortælle om lige netop deres forening, eller også låne et kamera af os, så den enkelte forening selv kan producere en udsendelse, hvor vi selvfølgelig altid gerne er behjælpelige med teknik, klip med mere.

Men vi lader os ikke slå ud, og vi har stadig (i perioder) masser af gå-på-mod, og lyst til at lave tv. Vi kan i oktober 2014 fejre 20 års jubilæum, og det er altså godt gået indenfor lokal-tv-branchen! Vi har mange planer for hvordan vi vil fejre vores jubilæum, men det fortæller vi mere om senere i 2014.

I al beskedenhed synes vi, at Det lille Fjernsyn og hjemmesiden er en vigtig del af lokalsamfundet, og at det ville være lidt mere besværligt at få information og nyheder ud, hvis vi ikke var her!

Til slut vil jeg gerne takke de øvrige i bestyrelsen for et godt samarbejde, og også sige tak til alle dem vi har arbejdet sammen med i 2013. 

 

6. marts 2014
Erik Kleemeyer